|
|
|
Formandens beretning 2016
|
Kære piloter og flyejer, Endnu et AOPA år er gået og endnu engang er det rart at kunne lave en liste med fremskridt og sager der med AOPAs medvirken er afsluttet til gavn og glæde for Jer piloter og flyejere. Igen i år er listen så lang, at jeg har lavet et skema, der gør det nemt at finde de sager der har din interesse. Langt de fleste sager trækker heldigvis i den rigtige retning for GA, hvilket er indikeret med den grønne farve. Positiv afgørelse fra Skatterådet vedr. fuelafgift Lad mig især fremhæve udtalelsen fra Skatterådet, der trods den tidligere meget ærgerlige afgørelse fra EU Domstolen giver fortsat mulighed for afgiftsfritagelse ved firmaflyvning, hvis aktiviteten købes som en flyveydelse fra f.eks. et datterselskab. Skatterådets udtalelse vedrører specifikt AVGAS, men samme princip gælder for jetfuel. Har du spørgsmål til ordningen er du meget velkommen til at kontakte formanden direkte. Nye OPS regler fra august Hvis vi kigger lidt fremad, er en vigtig dato den 26. august 2016, hvor den sidste store pakke af EASA bestemmelser træder i kraft, nemlig de nye fælleseuropæiske OPS regler for non-kommerciel flyvning, hhv. Part-NCO og NCC (Non-COmmercial og Non-Commercial Complex). Lempelser for ikke-komplekse fly: nye muligheder omkostningsdeling og væk med danske særregler for firmaflyvning For dem er Jer der flyver på ikke-komplekse fly vil overgangen ikke byde på de store ændringer rent operationelt. De værste knaster er det lykkedes at få høvlet af allerede inden reglerne træder i kraft. Det gælder f.eks. ‘dangerous goods’ reglerne, der ville have gjort det ulovligt at medbringe en dunk motorolie eller afisningsvæske på flyvningen. Du kan nu lovligt medbringe, hvad du som pilot vurderer er nødvendigt for at facilitere flyvesikkerheden. Ligeledes lempes oxygen reglerne, så de 10 og 13.000 fod ikke længere er absolut bindende højder. De fleste ændringer du vil opleve vil derfor blive lempelser:
Det er altså ikke længere noget krav, at der er tale om familie eller nære venner. Der er allerede dukket flere online tjenester op, hvor pilot og passagerer kan finde hinanden, f.eks. www.skyuber.com og www.wingly.io. Min klare anbefaling er du tænker dig grundigt om inden du benytter sådanne tjenester. Sørg for at dobbeltjekke hvordan du er dækket forsikringsmæssigt og husk at du som pilot kan komme i problemer, hvis en passager medbringer ulovlige varer (f.eks. narko) eller ikke har gyldige papirer (f.eks. menneskesmugling). Både de gamle danske firmaflyvningsregler og særlige regler for omkostningsdeling vil en rum tid endnu fortsat være at finde i Lov om Luftfart og i vores BL-er. Trafikstyrelsen har klart meldt ud at de ikke har kapacitet til at revidere alle bestemmelserne i forbindelse med ikrafttrædelsen af de nye EASA regler. Der vil derfor være mange modstridende bestemmelser som du skal navigere rundt i. Her gælder det helt klart at det er EU reglerne der er gældene, da EU retten står over dansk ret. Er du i tvivl, er du meget velkommen til at tage fat i AOPA, så vi kan afgjort tvivlstilfælde med Trafikstyrelsen og få dem kommunikeret ud til alle medlemmer. Tungere regler for komplekse fly: OPS manual og management system Flyver du et såkaldt “komplekst fly” forholder sagerne sig noget anderledes. Du vil nemlig fra august blive omfattet af NCC reglerne (Non-Commercial Complex) med krav om du skal have en OPS manual, et management system og indsende en deklaration, så Trafikstyrelsen kan komme på inspektion. Det er på falderebet lykkedes AOPA at få undtaget tomotorede turboprop fly under 5700kg fra at blive omfattet af disse regler. Det vil sige at de fly der omfattes er: alle turbojetfly, all fly over 5.700kg MTOW, alle fly der kræver to piloter og alle fly certificeret til mere end 19 passagerer. Det er ingen hemmelighed at AOPA fortsat er meget skeptisk over udsigten til at selv ganske små non-kommercielle operatører pålægges store byrder ved at skulle udarbejde OPS manual og ledelsessystem. For at lette opgaven har AOPA i samarbejde med EASA og luftfartsmyndigheder i flere lande udarbejdet en template manual, der kan downloades fra www.iaopa.eu. Manualen indeholder de krævede elementer og kan frit downloades og tilpasses af den enkelte operatør. Den nuværende manual er rettet mod en mellemstor non-kommerciel operatør. Vi arbejder arbejder endnu på en yderligere trimmet udgave til den helt lille operatør, hvor der måske kun indgår piloten selv i operationen. Bemærk i øvrigt at OPS manualen IKKE skal indsendes til godkendelse hos Trafikstyrelsen. Der skal udelukkende indsendes en deklaration om operationen og Trafikstyrelsen kan så eventuelt bede om at se manuelen i forbindelse med en inspektion. Angående de mange andre sager AOPA har været involveret i vil jeg henvise til den vedlagte liste. Du kan bl.a. se frem til betydeligt simplere regler for vedligehold og luftfygtighed ligesom de nye CS STAN regler betyder at mange simple installationer allerede nu kan udføres uden krav om yderligere godkendelse fra EASA eller en design organisation. Du finder gode foldere om dette på www.aopa.dk.
Krav om passagerlister og pasnumre ved udlandsflyvninger Selvom mange ting trækker i den rigtige retning tyder intet på at AOPA bliver overflødig lige med det samme. Senest er vi blevet præsenteret for et anti-terror oplæg, hvor GA stilles overfor krav om indsendelse af detaljerede passagerlister med pasnumre mv. forud for hver eneste flyvning til og fra udlandet. En løsning der måske giver mening for luftfartsselskaber, men absolut ikke fungerer for privatflyvning, hvor der helt rutinemæssigt ændres destination hvis vejret kræver det eller konen skal tisse. Forslaget belemrer alle lovlydige piloter med en mængde ekstra bureakrati, mens de få brodne kar der måtte eksistere i værste fald bare slukker transponderen og helt undlader flyveplan og kontakt til ATC. I langt de fleste tilfælde kender pilot og passagerer hinanden på en GA flyvning og kræfterne er langt bedre brugt på at forklare piloter om deres vigtige rolle i at sikre at deres passagerer - især dem de ikke kender - har gyldige papirer og ikke medbringer ulovligheder. Derfor også min særlige lille opfordring i forbindelse med de nye regler for omkostningsdeling.
Foreningsnyt AOPA har fortsat stor gavn af at kunne koordinere vores indsats med de øvrige foreninger der repræsenterer motorflyvningen herhjemme, såvel DMU, KDA og KZ&V. Det er lidt forskelligt hvor vi lægger vægten, men i langt de fleste sager har vi sammenfaldende interesser og det giver klart større indflydelse overfor Trafikstyrelsen når vi kan præsentere en enig front. Af samme årsag fortsætter vi også med vores rabat for krydsmedlemskab af AOPA og DMU som vi deler sekretariat med. Opfordringen er at det ikke er “enten-eller” valg men et “både-og”. Har du ikke en lokal DMU klub du er tilknyttet står AOPA Danmarks Flyveklub åben som DMU indgang for AOPA medlemmer. Slutteligt vil jeg nævne at vores fælles sekretariat med DMU, Motorflyvningens Fællessekretariet, efter en periode med Merete alene på posten, siden februar igen er oppe at køre på fulde omdrejninger, idet vi har ansat Pernille Krogsgaard, der arbejder halvtids. Tag godt imod hende. I det forgangne år er medlemmer fra både DULFU og foreningen Danske Flyvere føjet til vores fælles medlemssystem, der nu er oppe på at servicere over 2500 aktive eller tidligere piloter. AOPAs medlemstal er også i fremgang og det højeste i min tid som formand – men stadigt alt for lavt. Derfor vil jeg også opfordre til at du videresender indbydelsen til årsmødet og aktivitetslisten til med-piloter. Meget gerne sammen med din anbefaling om at støtte op om arbejdet gennem et AOPA medlemskab.
Vi ses forhåbentligt på årsmødet d. 11. juni i Billund Jeg håber at se rigtig mange af Jer til vores årsmøde i Billund d. 11.juni. Der er lagt op til en rigtig spændende dag. Vis din støtte ved at møde op, få svar på dine spørgsmål til beretningen og giv dit besyv med. Med venlig hilsen
Jacob T. Pedersen Formand AOPA Danmark |
|
Aktivitetsliste 2016
|
|